En søn ser i erindringen tilbage og reflekterer over forholdet til sin far. Et forhold, som ikke var uden spændinger. Ikke på grund af voldsomme konflikter og modsætninger, men snarere på grund af alt det, som de ikke formåede at sætte ord på.
Fortællingen er præget af et stille vemod over alt det usagte, men også af humoristiske afstikkere og ikke mindst en taknemmelighed over den nåde, som trods alt bandt dem sammen.
»Det ville være forkert at skrive, at jeg havde et meget nært forhold til far. Men det ville også være forkert at skrive, at jeg ikke havde det. Med denne bog prøver jeg vel at finde tegn på, at jeg havde et nært forhold til ham. Bare på en særlig måde. En måde, der passede til os. Og det vil sige en diskret måde. Jeg har – så vidt jeg kan skønne – en forestilling om, at forholdet mellem os var noget grundlæggende, en uudtalt forudsætning for så meget. Måske er det ønsketænkning. Jeg prøver at finde vidnesbyrd om, at det ikke er det. Og jeg finder dem i glimt – mener jeg. Men er det kun glimt?«
