At bede tidebønner er en flere tusind år gammel bønneform. Den har rødder i det jødiske fangenskab i Babylon omkring 500-tallet før Kristus, og anvendtes i de daglige bønner af Jesus og apostlene (se for eksempel ApG 3,1; 10,9.30). De seneste 1500 år er tidebønnerne blevet udviklet og har levet videre – frem for alt i klostrene. Den lange historie antyder, hvor slidstærk denne enkle form for bøn er: at bede Guds ord. Når vi gør det, forenes vi med alle generationer, som har bedt før os, med englene og de hellige, som nu tilbeder foran Guds ansigt i himlen, og med alle, som i dag beder på samme måde over hele jorden.
I den kristne tidebønstradition er hver uge på sin vis en påskeuge. Derfor præges teksternes rytme af de begivenheder, hvor Kristus afstår fra alt og går lidelsens vej nedad i langfredagens mørke og forladthed, frem mod søndagens fejring af opstandelsen fra de døde. Hans vej åbner sig dermed også som en vej til identifikation og efterfølgelse i vore egne omskiftelser mellem mørke og lys. Ordene handler skiftevis om Kristus og om os selv, i en bevægelse mod en dybere forening med ham.”
De tidebønner, som Magnus Malm bruger på sine retræter i Sverige, foreligger nu på dansk, oversat og redigeret af Jørgen Løvstad. Magnus Malms indledning: At bede tidebønner er en flere tusind år gammel bønneform.
Forfatter: Magnus Malm
Sider: 93 med spiralryg
